Spring over hovedmenu

Nyt regionalt arbejdsmarkedsråd vil sikre et styrket arbejdsmarked

Udsendt 28-06-2022

Det nye regionale arbejdsmarkedsråd i Østjylland (RAR) træder til i en tid, hvor der er mulighed for at hjælpe flere af de mennesker, der har haft svært ved at få fodfæste på arbejdsmarked, i job.

RAR Østjylland er klar til at tage udfordringen op

Et nyt RAR Østjylland har den 21. juni haft de første drøftelser om det Østjyske arbejdsmarked, og er nu klar til at trække i arbejdstøjet. Drøftelserne tog udgangspunkt i, at mangel på tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft er en voksende udfordring og trussel mod væksten i Østjylland og resten af Danmark. Et match mellem udbudte og efterspurgte kompetencer er derfor en kerneopgave for beskæftigelsessystemet – og her vil RAR Østjylland fortsat påtage sig en aktiv rolle. I første omgang handler det om at identificere de konkrete udfordringer, og dernæst at samle relevante parter for at skabe gode løsninger til gavn for hele Østjylland.

Indsatsen handler for det første om at sikre en kompetent arbejdsstyrke gennem JobVEU-indsatsen, så virksomhedernes medarbejdere er bedre rustet til fremtidens arbejdsmarked og ledige har de kompetencer som efterspørges. Indsatserne skal blandt andet sikre opkvalificering fra ufaglært til faglært, understøtte brancheskifte til mangelområder og opkvalificere i forhold til de behov, som den grønne omstilling og digitaliseringen stiller. Derudover er det et stort potentiale i at udvide arbejdsstyrken, eksempelvis ved at flere unge uden uddannelse og job, langtidsledige, borgere med handicap og udlændinge kommer i job i Østjyske virksomheder. Disse grupper skal understøttes på vej gennem en koordineret indsats, der bidrager til individuel afklaring, opkvalificering og job.

Den nyudpegede Formand for RAR Østjylland, Jesper Thorup ser frem til samarbejdet i RAR og på tværs af aktørerne i Østjylland: ” Manglen på arbejdskraft gør, at vi nu har en unik mulighed for at hjælpe endnu flere i gang. Vi arbejder videre med prioriteringerne fra det tidligere råd. Her fortsætter vi det intensive arbejde med at imødekomme mangel- og kompetenceudfordringer i bygge- og anlæg, industri, og handel og social- og velfærdsprofessionerne. Vi har ligeledes prioriteret et fokus på transportbranchen samt hotel- og restauration, som aktuelt oplever store rekrutteringsudfordringer."

Bygger videre på et godt fundament for indsats

Til at arbejde for et styrket østjysk arbejdsmarked, har RAR Østjylland konstitueret sig for de næste fire år. RAR Østjylland består af 21 repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter, kommunerne, regionsrådet og Danske Handicaporganisationer. RAR Østjylland har til opgave at koordinere beskæftigelses- og virksomhedsindsatsen rettet mod områder med mangel på arbejdskraft.

RAR Østjyllands Formandskab består de næste to år af Formand Jesper Thorup (FH), 1. Næstformand Jakob Beck Wätjen (DA) og 2. Næstformand Eva Borchorst Mejnertz (Kommunerne). Jesper Thorup udtaler ”Den forhenværende periode har givet os et godt afsæt i forhold til de prioriteringer, som rådet har fastlagt. I den nye konstituering er vi en god blanding af rutinerede rådsmedlemmer og nye kræfter. Vi ser ind i en spændende rådsperiode, hvor vi håber at hjælpe flere grupper ind på arbejdsmarkedet.”

For yderligere kommentarer - kontakt:

  • Jesper Thorup, Formand, RAR Østjylland, Tlf.: 28 45 54 05
  • Anders Daugberg Stryhn, Direktør for Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord, Tlf.: 72 22 36 02

Nyt regionalt arbejdsmarkedsråd vil sikre et styrket arbejdsmarked -Pressemeddelelsen i printbar pdf-version (pdf) (nyt vindue)